Lydskriften på udtaleordbog er IPA (The International Phonetic Alphabet). Se oversigten over de enkelte lyde her.
Den Danske Ordbog, danske fonetikbøger m.v. identificerer sig som IPA-brugere, men i dansk er der opstået en tradition med at bruge nogle lokale tilpasninger som ikke er i overensstemmelse med IPAs principper, hvilket resulterer i at lydskriften i disse værker ikke er sammenlignelig med brugen af IPA i andre sprog. Dette går stik imod ideen med et internationalt lydskriftalfabet.
På udtaleordbog.dk holdes der fast i IPAs principper, og derfor ser lydskriften lidt anderledes ud end man måske er vant til. Holdningen bag dette er at det er vigtigt og på høje tid med et værk hvor man kan få vist udtalen i ren IPA, som er fonetisk præcis, international sammenlignelig, nem at afkode og bruge.
De vigtigste forskelle på IPA, som benytte på udtaleordbog.dk, vs. dansk lydskrifttradition er:
- Skelnen mellem bred og snæver lydskrift (broad, narrow). Bred lydskrift skrives mellem / /, mens snæver lydskrift skrives mellem [ ]. Bred lydskrift rummer de distinktive lyde, dvs. de lyde man skal beherske for at adskille betydninger. Fx betyder [mæð mæt] to forskellige ting, hhv. mad, mat, og derfor skal bred lydskrift skelne de to lyde i slutningen af ordet. Derimod betyder [hæt ɦæt] det samme, hat, og derfor skal man ikke i bred lydskrift skelne, man skriver blot /hæt/. Finere detaljer kan derimod skelnes i snæver lydskrift. I bred IPA bruges desuden fortrinsvis umodificerede tegn. Bred lydskrift skal ikke forveksles med meget abstrakt fonemskrift.
- De danske plosiver er som udgangspunkt ustemte. Det skrives i IPA med /p t k/ for uaspirerede plosiver og /pʰ kʰ/ for aspirerede plosiver. I IPA kan man også skrive [b̥ d̥ ɡ̊] som er identisk med [p t k], men det går imod principperne for bred transskription at benytte unødige diakritika; det besværliggør også transskriptionen og giver anledning til misforståelser. Derfor benyttes kun /p t k/ her.
- Affrikater skrives som kombination af plosiv og frikativ. Her skrives derfor /ts tɕ/ i fx /tsak tɕɛk/ tak, tjek. Traditionelt benyttes {t tj} (DDO) eller {tˢ tˢj}. Tegnet {ˢ} blev fjernet fra IPA i 1987, herefter kombineres /t/ blot med /s/ – /ts/.
- Vokalen i Lars svarer i moderne dansk til IPA /a/ [a~ä], hvor den traditionelt skrives med {ɑ}, som i IPA snarere svarer til vokalen i hop.
- Traditionelt skrives kort/langt a forskelligt i fx mase/masse (DDO: {æ a}). Denne brug af {a} er upræcis ift. IPA, hvor det står for vokalen i Lars. De to vokaler er ikke distinktive hos de fleste yngre danskere, og derfor er det ikke nødvendigt at skelne dem i bred IPA. Her bruges blot /æ/. Man kan godt vælge at skelne, men det kræver at man benytter diakritiske tegn, hvilke går imod princippet for bred IPA. Derfor skelnes vokalerne her kun i snæver IPA.
- Traditionelt skrives kort/langt o forskelligt i fx måtten/Morten (DDO: {ɒ ʌ}). Denne brug af {ʌ} er upræcis ift. IPA, hvor det står for et urundet å, en lyd vi ikke umiddelbart har i dansk. De to vokaler er ikke distinktive, og derfor er det ikke nødvendigt at skelne dem i bred IPA. Her bruges blot /ɒ/. Man kan godt vælge at skelne dem, men det kræver at man benytter diakritiske tegn, hvilke går imod princippet for bred IPA. Derfor skelnes vokalerne her kun i snæver IPA.
- Her skelnes mellem fire distinktive rundede fortungevokaler /y ø œ ɶ/, jf. /kʰyːlə kʰøːlə kʰœːlə fyːɐ føːɐ fɶːɐ/ kyle, køle, curle, fyre, føre, fyrre. I ældre værker benyttes typisk flere rundede fortungevokaler, men de er ikke distinktive og derfor ikke nødvendige at skelne i bred IPA.
Der kan være forskellige udmærkede grunde til at bruge andre alfabeter end IPA, afvige fra IPA eller lave hybrider af forskellige lydskriftalfabeter. Det kan fx være aht. sammenlignelighed med traditionelle værker, at skabe mere intuitivt forhold mellem ortografi og transskription m.v. Jeg arbejder derfor på at implementere muligheden for at få vist lydskrift efter andre standarder end IPA.