Opdatering juli 2022

Udtaleordbog.dk er blevet opdateret i dag og runder i den forbindelse flere milepæle. Der er tilføjet omkring 8000 nye ord, så der i alt er over 48.000 ord i ordbogen, og over 300.000 ordformer.

Dermed overgår udtaleordbog.dk i volumen den klassiske Den Store Danske Udtaleordbog (DSDU), som rummer 45.000 opslagsord, og jeg tør derfor godt kalde udtaleordbog.dk for Danmarks største udtaleordbog.

Jeg har tilladt mig at lave en sammenligning af udtaleordbog.dk og de nærmeste konkurrenter, Den Danske Ordbog (DDO), DSDU og Gyldendals Dansk Udtale.

Der er et stykke vej op til DDO’s 93.000 ord, men til gengæld har udtaleordbog.dk nogle klare fordele ift. DDO, såsom at vise nutidig udtale i moderne IPA, og med inklusion af bøjningsformer dækker udtaleordbog.dk over 3x så mange ordformer som DDO.

Rimordbog

I marts blev der tilføjet en funktion hvor man kunne få vist ord der rimer på søgeordet. Nu har jeg tilføjet en dedikeret underside til rimordbogen, med eget søgefelt. Det er første skridt til at lave mere avancerede søgefunktioner i rimordbogen.

Opdaterede udtaler

Jeg har i seneste update rettet nogle fejl og lavet et par principielle ændringer i udtaleangivelserne:

  • Udtalen af i som |j| i ord som /kʰoˈpʰjḛːɐ finænˈɕeɐ̰ɪŋ/ kopiere, finansiering blev tidligere ikke vist i sammensatte ord. Det er inkluderet nu.
  • Nogle knirkede diftonger er ændret fra lang til kort, fx /peˈskʁiʊ̰lsə/ beskrivelse (tidligere /peˈskʁḭːʊlsə/). Udtale med lang vokal er bevaret i konservativ udtale.
  • Ord som labrador, sabotør har fået udtale med /a/, /lapʁaˈtɒː sapoˈtsøɐ̰/ (tidligere /læpʁaˈtɒː sæpoˈtsøɐ̰/). Den opdaterede udtale skønnes mere udbredt, og er derfor valgt som default. Udtalen med /æ/ findes også, og den vil blive indført på et senere tidspunkt når jeg har opdateret koden der genererer alternative former.
  • Jeg har fjernet stavelsesdelingsmarkørerne. Selvom jeg har rettet mange fejl, vises de stadig ikke hensigtsmæssigt, og for mange brugere er det forvirrende snarere end gavnligt. Jeg arbejder på en funktion hvor man kan toggle visning af stavelsesgrænser.

Alle forslag til udtaler der er kommet via feedbackformularen, er blevet behandlet.